Spørgsmål og svar:
> Er det virkelig kommet så vidt, at jeg er nødt til at gå i behandling?
> Hvilke mennesker risikerer jeg at møde i behandlingen?
> Hvad skal jeg sige til familie og venner?
> Er der offentlig registrering af deltagere i behandling?
> Hvordan motiverer man en misbruger til at gøre noget ved sit problem?
> Kan man få offentlig støtte til behandlingen?
> Kan jeg passe mit arbejde mens jeg går i behandling?
> Skal man være på antabus for at deltage i alkoholbehandlingen?
> Er alkoholbehandling ikke kun for mænd?
> Bliver jeg mødt af behandlere i hvide kitler, der stiller snedige og ubehagelige spørgsmål?
> Er det ikke et nederlag at gå i behandling?
> Jeg tager antidepressiv medicin – skal jeg holde op med det for at gå i behandling?
Er det virkelig kommet så vidt, at jeg er nødt til at gå i behandling?
Mange er i tvivl om, hvorvidt de har udviklet et misbrug, der kræver behandling. Du er velkommen til at komme ind til os og få en uforpligtende snak om din situation. Sammen afdækker vi dit problemets omfang og karakter. Vi arbejder ud fra internationalt anerkendte diagnosekriterier, og på baggrund af disse vil vi give dig vores vurdering af din situation. Du kan ringe og aftale tid til en gratis, uforpligtende og fortrolig samtale og derved finde ud af, om Dansk MisbrugsBehandling er det rette for dig. Du er meget velkommen til at tage din partner, et familiemedlem eller en ven med til denne samtale.
Hvilke mennesker risikerer jeg at møde i behandlingen?
Dansk MisbrugsBehandling er et tilbud til de mere ressourcestærke misbrugere. De som går i behandling hos Dansk MisbrugsBehandling er, som danskere er flest, med job, familie og bolig. 75 % af vores deltagere har tilknytning til arbejdsmarkedet og ca. 75 % bor sammen med deres familie. Behandlingen er altså for ”helt almindelige danskere”, skolelærere, sygeplejersker, håndværkere, selvstændige, sosu-assistenter, ledere osv. som har det tilfælles, at de har mistet kontrollen over deres alkoholforbrug. Med andre ord: de minder sandsynligvis om dig selv. De svært belastede alkoholikere henviser vi til kommunal behandling eller døgnbehandling.
Hvad skal jeg sige til familie og venner?
Dine nærmeste bliver sandsynligvis glade for, at du nu har besluttet dig for at gøre noget ved dit misbrug – men al henvendelse og deltagelse hos Dansk MisbrugsBehandling er fortrolig, så du kan fortælle, dem du mener, der har brug for at vide det, når du selv føler tiden er inde. Da behandlingen foregår enten i dagtimerne eller uden for normal arbejdstid, bestemmer du helt selv, hvem der skal vide, at du har valgt at gå i behandling.
Er der offentlig registrering af deltagere i behandling?
Nej. Dansk MisbrugsBehandling er ikke en del af det offentlige system, så din deltagelse i misbrugsbehandling er 100 % anonym og fortrolig. Der videregives kun oplysninger til tredjepart såfremt du selv ønsker det og skriftligt har givet dit samtykke til det.
Hvordan motiverer man en misbruger til at gøre noget ved sit problem?
Et misbrug er en stor udfordring for de fleste familier. Det er ofte svært for familien at motivere misbrugeren til at gøre noget ved problemet. Som pårørende er du velkommen til at kontakte os, så du kan få nogle konkrete råd til, hvad du kan gøre, for at få misbrugeren til at søge behandling. Du og din familie er også velkomne til at aftale tid til en samtale –uden misbrugeren selv – hvor vi får en snak om jeres situation, og hvordan i bedst motiverer vedkommende til at søge hjælp. Vores erfaring er, at disse familiesamtaler ofte fører til, at misbrugeren går i behandling.
Kan man få offentlig støtte til behandlingen?
Som hovedregel kan man ikke. Dansk MisbrugsBehandling er at betragte som et privathospital, hvor man selv betaler for sin behandling. Men har du en sundhedsforsikring dækker denne typisk omkostningerne ved behandling. Vær opmærksom på, at en del af sundhedsforsikringerne også omfatter ægtefælle, således at denne også er dækket. Mange virksomheder har en alkoholpolitik, der indebærer finansiering af alkoholbehandling. Du kan forhøre dig hos din tillidsmand eller hos virksomhedens HR-afdeling, om det gælder for din arbejdsplads. Det samme gælder for behandling af stofmisbrug, ludomani og andre afhængigheder. Er du selvstændig, kan udgifterne til misbrugsbehandling indgå som en udgift i virksomhedens regnskab, og du beskattes ikke af beløbet. Dette gælder også for eventuel samlever. Nogle pensionskasser og fagforeninger yder støtte til behandling for misbrug – du kan forhøre dig anonymt hos disse.
Kan jeg passe mit arbejde mens jeg går i behandling?
Ja. Behandlingen foregår uden for normal arbejdstid. Såfremt der er dage hvor du ikke kan deltage, kompenseres disse ved en tilsvarende forlængelse af behandlingen. Du vil således altid få den fulde behandling, selv om du har andre forpligtelser. Ca. 75 % af vores deltagere går på arbejde mens de er i behandling.
Skal man være på antabus for at deltage i alkoholbehandlingen?
Nej. Ca. 2/3 af vores klienter har tidligere forsøgt sig med antabusbehandling – uden varig effekt. Undersøgelser viser da også, at antabusbehandling kan være hensigtsmæssig på kort sigt, men på lang sigt løser antabus ikke et alkoholproblem. En del af vores deltagere er dog mest trygge ved at være i antabusbehandling i starten af deres alkoholbehandling, men stopper så antabusbehandlingen efter et par uger, når de har erhvervet sig de grundlæggende værktøjer til ædruelighed. Hvis du er mest tryg ved at være på antabus, hjælper vi selvfølgelig med at administrere den, og behandlingen med antabus stopper først når du selv føler dig klar.
Er alkoholbehandling ikke kun for mænd?
Nej. Selv om forholdet mellem alkoholafhængige mænd og kvinder i Danmark er 3:1, så udgør kvinder 40 % af deltagerne hos Dansk MisbrugsBehandling.
Bliver jeg mødt af behandlere i hvide kitler, der stiller snedige og ubehagelige spørgsmål?
Nej. Alle rådgivere hos Dansk MisbrugsBehandling er – udover at være specialuddannede misbrugsterapeuter – selv tidligere misbrugere. De har selv været turen igennem, og du møder ingen moralsk løftede pegefingre.
Er det ikke et nederlag at gå i behandling?
Sådan ser vi det ikke – ligesom vi heller ikke finder det specielt heltemodigt ikke at tage på hospitalet, hvis man har brækket benet. Når man har et problem, man ikke selv kan løse, er det mest fornuftige man kan gøre at finde den rette hjælp – og de fleste ender med at føle det som en kæmpe sejr, når de kommer ud af deres misbrug.
Jeg tager antidepressiv medicin – skal jeg holde op med det for at gå i behandling?
Nej. Antidepressiv medicin er ikke afhængighedsskabende, og er ikke problematisk i forhold til behandling af alkoholmisbrug. Der er dog en del mennesker, der oplever, at de ikke længere har behov for den antidepressive medicin, når de kommer ud af deres misbrug. Endvidere foregår alle spørgsmål vedrørende justering eller udtrapning af medicin i samråd med læge eller psykiater.
Skal min familie deltage i familiebehandlingen?
Nej. Familieprogrammet er ikke obligatorisk, men et tilbud til de pårørende om at få professionel hjælp i en svær situation. Dog håber vi på, at familien vil gøre brug af det, idet det er vores erfaring, at det i høj grad hjælper de pårørende til bedre at takle de problemer, som misbruget har medført.
Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?
Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.