Et tydeligt tegn på alkoholafhængighed er kontroltab

Personer, der drikker for meget, vil ofte have en form for kontroltab. Det er et af de tydeligste tegn på, at man er afhængig af alkohol – og har udviklet alkoholisme. Det kan føre til pinlige oplevelser for både den, der drikker for meget, og for pårørende der er vidne til kontroltabet.

Hvad er kontroltab?

Kontroltab i forbindelse med indtagelse af alkohol dækker over, at man har svært ved at stoppe igen, når man først er begyndt at drikke. Man mister simpelthen kontrollen med at drikke og ender ofte med at indtage meget mere alkohol, end det egentlig var planlagt.

Mange, der har et alkoholmisbrug, fortæller, at de mangler en stopklods, når de først får noget at drikke. Den ene genstand tager den anden, og til sidst er der ikke længere kontrol over indtagelsen af alkohol. Derfor ender de ofte med at blive meget berusede, når der er alkohol involveret.

Hvorfor oplever man kontroltab?

Har man i en længere periode indtaget store mængder af alkohol, vil hjernen efterhånden vænne sig til, at niveauet af dopamin og serotonin er højt. Den bliver belønnet hver gang, den får alkohol, og det udløser en impulsiv adfærd, der kan være svær at stoppe, selvom fornuften siger, det er en god idé at lade være med at drikke mere.

Kontroltab og blackouts

Når man har svært ved at styre mængden af alkohol, man indtager, er der større risiko for, at man drikker så meget, at man får blackouts. Der er pludselig passager, man ikke kan huske, man har sagt eller gjort, og det kan være pinligt at indrømme, at man har haft et blackout. Derfor vil personer med et alkoholmisbrug oftest prøve at dække de passager, de ikke erindrer, fordi de er flove over kontroltabet.

Kontroltab er et af WHO’s 6 symptomer på alkoholisme

WHO har opstillet følgende 6 symptomer, der alle er tegn på alkoholafhængighed:

  1. Fysisk trang til alkohol
  2. Stigende forbrug over en årrække
  3. Abstinenser ved ophør af alkoholindtagelse
  4. Ignorere viden om negative konsekvenser ved at drikke
  5. Alkohol fylder mere i hverdagen og påvirker det sociale liv
  6. Kontroltab

Har man haft 3 eller flere af symptomerne inden for det seneste år, har man udviklet alkoholisme.

Som listen viser, er kontroltab et af symptomerne på alkoholafhængighed.

Når genstandene hurtigt ryger indenbords i en lind strøm, og stopklodsen ikke fungerer, bliver det tydeligt, at der er et alkoholproblem. Det gælder også for omverdenen. Kontroltab hænger derfor også ofte sammen med, at familie og pårørende oplever, at det er pinligt at deltage i fester og andre sociale begivenheder, hvor kontroltab kan vise sig.

Har du problemer med at kontrollere alkoholforbruget?

Måske oplever du selv, det er svært at styre antallet af genstande, der bliver drukket. Det kan også være, du kender en, der har problemer med at kontrollere alkoholindtaget. Uanset hvordan din situation er, er vi klar til at hjælpe dig, hvis alkohol fylder for meget i tilværelsen.

Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?

Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.




    Læs om Dansk MisbrugsBehandlings privatlivspolitik.