Antallet af danskere som tager kokain er fordoblet – og flere rammes af kokainforgiftning

De seneste fem år er antallet af danskere som tager kokain fordoblet, og brugerne er yngre og kommer fra alle dele af samfundet.

Samtidig har renheden af kokain nået et rekordhøjt niveau i Danmark og det betyder at risikoen for kokainforgiftning og overdosis er steget.

I 2019 havde lidt mere end 600 personer kontakt til et sygehus efter at være blevet forgiftet af kokain og 10 år tidligere lå tallet under 200.

Kokain priser er faldet meget

Hvor kokain i Danmark tidligere var et storbyfænomen forbeholdt jetsettet, er kokain nu blevet tilgængeligt i nattelivet over hele landet, blandt andet på grund af et stort fald i prisen.

Hvor prisen på kokain i Danmark for 20 år siden var 1.500 til 2.000 kr. pr. gram, koster et gram kokain nu omkring 600 kr.

Der er samtidig sket en normalisering af brugen af kokain.

Hvor kokain tidligere var noget, man tog i skjul på toilettet, så foregår indtagelsen i dag åbenlyst i nattelivet i hele Danmark og er ikke længere noget, man skjuler.

Se film med Nicolaj, der var i behandling for kokainmisbrug:

Hvornår er man afhængig af kokain?

Den officielle diagnose for kokainafhængighed omfatter 6 symptomer:

  • Trang

    En trang til kokain, der er stærkere end viljestyrke og ønsket om at ikke at tage kokain.

  • Kontroltab

    Manglende kontrol over, hvornår og hvor meget kokain, man indtager.

  • Abstinenssymptomer

    Abstinenser efter indtagelse af kokain – typisk uro, rastløshed, irritation, opfarenhed, frygt og paranoia.

  • Toleranceøgning

    Man har med tiden har brug for større og større mængder kokain for at få den samme virkning.

  • Kokain indtager en dominerende rolle i tilværelsen

    Brugen af kokain prioriteres højere end forpligtelser over for familie, arbejde m.m.

  • Fortsat brug af kokain på trods af erkendte skadevirkninger

    Det vil sige en manglende evne til at stoppe brugen af kokain, selvom det har tydelige negative konsekvenser og bivirkninger.

Hvis man har tre eller flere af ovenstående symptomer samtidigt i mindst én måned eller flere gange inden for 12 måneder, har man diagnosen kokainafhængighed.

Dermed har man et kokainmisbrug, der er behandlingskrævende.

Film om kokainmisbrug og behandling:

Hvordan foregår behandling af kokainmisbrug?

Behandlingen af kokainmisbrug hos Dansk MisbrugsBehandling foregår som ambulant behandling efter arbejde eller studie.

Behandlingen består af 3 møder ugentligt i 10 – 12 uger og indeholder:

  • Foredrag og undervisning

  • Gruppemøder

  • Individuelle samtaler med rådgiver

  • Individuelle opgaver

  • Introduktion til møder i relevante selvhjælpsgrupper

Deltagerne i behandlingen for kokainmisbrug er ”helt almindelige danskere”.

Ca. 80 % har både familie og arbejde, og deltagerne er, som danskere er flest, dvs. håndværkere, akademikere, ufaglærte, selvstændige, studerende osv.

Fakta om kokainforbruget blandt unge i Danmark

I en rapport fra 2020 svarer godt tre procent unge, at de har taget kokain inden for den seneste måned.

Det svarer til at 24.600 unge i alderen 15-25 år har taget kokain.

I 2014 var det 1,6 procent, der svarede at de havde taget kokain inden for den seneste måned.

Det afhængighedsskabende kokain

Kokain er både stærkt fysisk og psykisk vanedannende.

Afhængighed og et tvangspræget forbrug kan udvikle sig i løbet af få uger.

Når man tager kokain, stimuleres hjernens belønningscenter, som frigiver store mængder af signalstoffet dopamin og man oplever et sus af velvære, selvtillid, og begejstring.

Det er en meget forførende rus og derfor meget afhængighedsskabende.

Kokain er et af de stoffer, hvor den højeste andel af dem, som prøver stoffet, udvikler et misbrug.

Tegn på kokainforgiftning er stærk rastløshed sammen med store pupiller.

Hvad sker der når man indtager kokain?

Kokain udvindes af kokablade og tørres til et hvidt pulver, som man kan sniffe, og som kokainpasta og crack, som man kan ryge. Især kokainpasta og crack kokain er udbredt blandt misbrugere.

Kokain giver en kort intens rus, afhængig af indtagelsesform og dosis kan effekten indtræffe efter få sekunder og topper efter fem til ti minutter.

Effekten kan gå over i nedtur efter 30-60 minutter.

Ved crackrygning topper effekten hurtigere, er voldsommere og varer kortere.

På grund af den korte virkningstid kan kokainmisbrugere have behov for at indtage stoffet mange gange i døgnet.

Virkningen er eufori med forbedret humør, øget selvtillid og hurtigere reaktioner samt undertrykkelse af søvntrang og appetit.

Kokain bruges ofte i ryk af timers til dages varighed, afløst af stoffri perioder.

Risiko for kokainforgiftning og overdosis af kokain er større end tidligere

Renheden af kokain i Danmark nåede et gennemsnitligt niveau på 67 procent i 2020 og det er højere, end det nogensinde er blevet registreret før i Danmark.

Til sammenligning lå gennemsnittet ti år inden på 20 procent.

Mens gennemsnittet er steget, varierer renheden af kokainen også mere end før, således kan man ende med at indtage kokain med en renhed på mellem 14 og 90 procent, og det er farligt.

Det er et uforudsigeligt kokainmarked, og risikoen for at blive forgiftet eller i værste fald dø af stofferne er der, for hvis man forventer at indtage kokain med en renhed på 14 procent, men ender med noget i den anden ende af skalaen, kan det ende med at blive fatalt.

Tegn på kokainforgiftning

Tegn på kokainforgiftning er stærk rastløshed sammen med store pupiller, høj puls, hurtigt åndedræt og temperaturstigning.

Kokain nedsætter hjernens og hjertets blodforsyning og kan give hjerneskader, hjerteproblemer, forstyrrelser i hjerterytmen, hjertestop og problemer med vejrtrækning.

Hvad er en kokainpsykose?

Tager man kokain over længere tid, bliver funktionerne i hjernen påvirket, og det øger risikoen for at udvikle en kokainpsykose.

En kokainpsykose er karakteriseret ved, at man har vrangforestillinger, oplever angst og har hallucinationer.

Paranoia og forfølgelsesvanvid er også ofte til stede ved en kokainpsykose.

Selve psykosen kan vare nogle uger, og der er behov for psykiatrisk behandling.

Der er større risiko for at få kokainforgiftning, når man indtager større mængder kokain, og hvis man gør det over længere tid.

Men i og med renheden af kokain er højere end nogensinde før, er risikoen for at få en kokainforgiftning til stede, hver gang man indtager kokain.

Tegn og symptomer på kokainmisbrug – efter længere tids brug

Kokain er mere almindeligt i nattelivet i Danmark, end det har været tidligere.

Det er samtidig blevet mere acceptabelt at tage kokain, og det betragtes ikke længere helt så farligt, som det gjorde tidligere.

Derfor er mange af de ”nye” kokainmisbrugere ressourcestærke mennesker med både familie og arbejde.

Det kan være svært både for dem selv – og for deres pårørende – at se alvoren af deres kokainmisbrug i tide.

Som en hjælp har vi skrevet en liste med nogle af de typiske tegn og symptomer på kokainmisbrug:

  • Søvnforstyrrelser og søvnløshed
  • Løbende næse, næseblod og eksem omkring næsen
  • Depression
  • Angst og paranoia
  • Vrangforestillinger
  • Mistro til andre
  • Manglende sexlyst og impotens
  • Opfarenhed, kort lunte og for nogen voldelig adfærd

Symptomer kan være meget belastende for den, der tager kokain, men de psykiske bivirkninger ved kokain går også ud over partner og familie, som typisk vil opleve, at de ikke kan komme i ordentlig kontakt med den der tager kokain.

Ofte vil de pårørende også føle, at ”de går på æggeskaller” i frygt for vredesudbrud og ubehageligheder fra den der har et kokainmisbrug.

Kokainabstinenser rammer psyken hårdt

Kokain er et meget vanedannende stof, og abstinenserne melder sig derfor hurtigt, når man stopper med at tage kokain.

Kokainabstinenser kan være meget ubehagelige, og særligt de psykiske abstinenser viser sig, når kroppen ikke længere får stoffet, som den har opbygget trang til.

Kokainabstinenser viser sig ved, at man oplever store nedture rent psykisk, som kan resultere i depression og selvmordstanker.

Trangen til kokain er stor, og man kan opleve indre uro, rastløshed og mangle energi.

I nogle tilfælde kan kokainabstinenser medføre skizofreni – det gælder især, hvis man er psykisk sårbar.

Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?

Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.




    Læs om Dansk MisbrugsBehandlings privatlivspolitik.