Flere unge kører spirituskørsel

Spirituskørsel kan have fatale konsekvenser og er et alvorligt problem i Danmark. Ifølge Rådet for Sikker Trafik var der i 2020 ca. 6.000 trafikulykker, hvor føreren var påvirket af alkohol eller stoffer, og ca. 150 dødsfald, hvor der var alkohol involveret.

Særligt er antallet af unge, der har kørt spirituskørsel steget de seneste år. Det viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. I 2019 svarede 8% ad de adspurgte 17-24-årige, at de havde kørt med for meget alkohol i blodet, mens tallet steg til 15% i 2020.

Men hvilken relation har spirituskørsel med alkoholmisbrug, og hvad er reglerne for spirituskørsel? Det ser vi nærmere på i denne artikel.

Spirituskørsel hænger ofte sammen med alkoholmisbrug

Mange af dem, der kører spirituskørsel, har et alkoholmisbrug. Mennesker, der ikke har et alkoholmisbrug vil for det meste finde alternativer til deres kørsel og arrangere sig ud af det. Derimod vælger mennesker med et alkoholmisbrug ofte alligevel at tage bilen – så hvis man gentagne gange har kørt spirituskørsel, er der stor sandsynlighed for, at man har behov for alkoholbehandling.

De senere år er antallet af spiritusrelaterede ulykker faldet, men antallet af unge, der har kørt spirituskørsel steget

Promillen er stadig høj, selvom du ikke føler dig påvirket

Det kan være svært at bedømme, hvor påvirket man er af alkohol, jo mere man får at drikke. Efterhånden som antallet af genstande stiger, udvikler kroppen tolerans over for alkoholen, og derfor kan man føle sig mindre påvirket, selvom promillen er høj.

Det er i disse tilfælde, der kan opstå situationer, hvor man kører spirituskørsel, fordi man tror, man er blevet ædru. Mange fejlbedømmer, hvor lang tid der går, før alkoholen er ude af kroppen, og har man været til en fest, skal man være opmærksom på, at promillen kan være over 0,5 morgenen efter.

Hvor lang tid går der, før alkohol er ude af kroppen?

Det er hovedsageligt leveren, der forbrænder alkohol i kroppen, og det sker i et begrænset omfang. Man kan derfor ikke sætte tempoet op og forbrænde alkohol hurtigere ved f.eks. at danse, løbe eller drikke kaffe.

Det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid det tager at forbrænde en genstand, da bl.a. vægt og køn spiller en rolle. I gennemsnit tager det 1 time og 15 minutter for mænd at forbrænde en genstand, mens det i gennemsnit tager 1 time og 45 minutter for kvinder.

Hvad er lovgivningen omkring alkohol og kørsel?

I Danmark er det ulovligt at køre bil, eller et andet motordrevet køretøj, hvis man har et alkoholindhold på mere end 0,5 promille i blodet. Man kan dog stadig blive straffet for at køre spirituskørsel, selvom promillen er under 0,5, hvis politiet vurderer, at man ikke er i stand til at køre sikkert.

Promillegrænsen på 0,5 svarer til ca. 2 genstande for en person med en vægt på 70 kg. Så for at være på den sikre side anbefales det, at man ikke drikker mere end én genstand inden man sætter sig bag rattet.

Straf og bøder for spirituskørsel

Straffen for spirituskørsel afhænger af promillegrænse, hvilket køretøj der anvendes, og om der er skærpende omstændigheder. For førstegangstilfælde ved bilkørsel er straffen følgende:

Promille i intervallet mellem 0,51-1,2:

Straffen er en betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, at en ny teori- og køreprøve skal bestås. Derudover gives der en bøde på 1 måneds nettoløn ganget med størrelsen af promillen.

Promille i intervallet 1,2-2,0:

Kørekortet frakendes ubetinget i 3 år. Derudover gives der en bøde på 1 måneds nettoløn ganget med størrelsen af promillen, og et ANT-kursus (Alkohol, Narko, Trafik) skal gennemføres.

Promille over 2,00:

Kørekortet frakendes ubetinget i minimum 3 år. Derudover er straffen 20 dages betinget fængsel, og der er risiko for, at bilen kan blive konfiskeret af politiet.

Fakta om spritulykker

Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat.

  • Der er flest spritulykker i sommer- og efterårsmånederne.
  • De fleste spritulykker er eneulykker, og de fleste dræbte i spritulykker er den spirituspåvirkede trafikant selv.
  • Der sker flest spritulykker på landet.
  • Der er flest unge og midaldrende spritbilister.
  • Det er typisk bilister eller knallertkørere, der er involveret i spritulykker.

Fakta er baseret på viden fra Rådet for Sikker Trafik.

Har du spørgsmål, eller brug for yderligere information?

Udfyld formularen herunder, så vender vi tilbage til dig senest førstkommende hverdag.




    Læs om Dansk MisbrugsBehandlings privatlivspolitik.